Senest opdateret: 12.12.2011
Den Centrale Videnskabsetiske Komité indstiftede i 2002 Den Videnskabsetiske Hæderspris. Den Nationale Videnskabsetiske Komité viderefører denne tradition.
Prisen uddeles hvert andet år og tildeles en person, en gruppe, en organisation eller virksomhed, som har gjort en fremragende og tankevækkende indsats på det videnskabsetiske område i relation til sundhed og sygdom.
Prismodtager vælges af et særligt udvalg - nedsat af Den Nationale Videnskabsetiske Komité - på basis af forslag fra blandt andet de regionale videnskabsetiske komiteer.
Prisen består af et diplom og et symbolsk beløb på 10.000 kr.
Prisen uddeles næste gang den 27. september 2012.
Prisuddeling 2010
Den Videnskabsetiske Hædersprisen uddeltes for femte gang d. 23. september 2010 på det videnskabsetiske komitésystems årsmøde.
Hædersprisen blev tildelt professor, overlæge, dr. med. Mikael Rørth, Onkologisk Afdeling, Rigshospitalet.
Prisen blev overrakt af indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder.

Motiveringen for tildelingen var:
”Professor, overlæge, dr. med. Mikael Rørth har udført forskning sammen med en række fremtrædende kollegaer, særligt indenfor medicinsk kræftbehandling. Han er dog først og fremmest klinikeren, som har stået for kravet om forskningsbasering af kræftbehandlingen, og som har sat den enkelte patient i centrum. Han har ydet en betydelig indsats for, at såvel den lægelige behandling, som pleje, omsorg og rehabilitering foregår på et evidensbaseret og videnskabsetisk grundlag. Mikael Rørth har været aktiv i en række organisatoriske sammenhænge, der berører kræft og etik, og også i den offentlige debat om kræftpatienters og den kliniske forsknings vilkår.”
Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder, formand for Den Centrale Videnskabsetiske Komité, lægelig direktør, dr. med. Johs Gaub, prismodtager, professor, overlæge, dr. med. Mikael Rørth og næstformand i Den Centrale Videnskabsetiske Komité Nina Berrig.
Resumé af overlæge, dr. med. Mikael Rørths takketale
Prisuddeling 2008
Den Videnskabsetiske Hæderspris uddeltes for fjerde gang d. 25. septemer 2008 på det videnskabsetiske komitésystems årsmøde.
Hædersprisen gik til professor, overlæge, dr. med. Gorm Greisen, Neonatalklinikken, Rigshospitalet.
Prisen blev overrakt af departementschef Kristian Wendelboe, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, der her ses til højre sammen med hædersprismodtager overlæge, dr. med. Gorm Greisen og formand for Den Centrale Videnskabsetiske Komité, lægelig direktør, dr. med. Johs Gaub.
Motiveringen for tildelingen var: "Professor, overlæge dr. med. Gorm Greisen har siden 1991 stået i spidsen for Rigshospitalets forskning inden for neonatalogi. Det er forskning på internationalt niveau i et område, hvor grænsen mellem liv og død konstant flyttes, og hvor der til trods for mange klinisk-etiske overvejelser omkring fødsel og børneoverlevelse udføres vigtig og banebrydende forskning under iagttagelse af videnskabsetisk stringens. Hans søgen efter non-invasive muligheder til at undersøge neonatale på en etisk forsvarlig måde er enestående, ligesom han konstant i sin forskning har afvejet det etisk forsvarlige mod det videnskabeligt optimale hos denne gruppe. Han forstår på fornem vis at afbalancere disse hensyn."
Professor, overlæge, dr. med. Gorm Greisen holdt en takketale.
Prisuddeling 2006
Den 27. september 2006 uddeltes prisen for tredje gang i forbindelse med Den Centrale Videnskabsetiske Komités årsmøde.
Prisen blev af Indenrigs- og Sundhedsminsiteriets departementschef Christian Schønau overrakt til professor, dr.med. Kaare Christensen.
Motiveringen for prisen var, at "Det Danske Tvillingregister, Syddansk Universitet, der blev oprettet i 1954 er enestående i sin art. Der er her registreret tvillingefødsler i Danmark fra 1870.
Formålet med oprettelsen var at belyse indflydelsen af arv og miljø på udviklingen af sygdomme, og registeret har dannet grundlag for megen væsentlig national og international forskning.
Det videnskabsetiske aspekt har været meget afgørende for tvillingeforskere, der har prioriteret at bruge mange ressourcer på arbejdet med henvendelse og information til både tvillingerne og eventuelle familiemedlemmer. Disse har måttet tåle mange henvendelser, således at de har været klart og godt informerede."
Prof., dr. med. Kaare Christensen holdt en takketale på Tvillingregisterets vegne.
Gruppebillede af Tvillingregisteret, CVKs formand Finn Kamper-Jørgensen, næstformand Anne-Marie Bønløkke Larsen samt departementschef Christian Schønau (længst til venstre).
Prisuddeling 2004
Den 23. september 2004 uddeltes prisen for anden gang i forbindelse med Den Centrale Videnskabsetiske Komitées
årsmøde.
Prisen blev af indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen overrakt til Onkologisk Afdeling D, Århus Sygehus, repræsenteret ved forskningsleder, professor Hans von der Maase.
Motiveringen for tildelingen var, at Onkologisk Afdeling D gennem mange år har været hjemsted for et højt forskningsniveau inden for kræft, nationalt og internationalt. Det videnskabsetiske aspekt har haft en væsentlig placering i forskningen. Afdelingen har vægtet såvel hensynet til at nå forskningsmæssige resultater til gavn for patienterne som hensynet til den enkelte deltager, herunder at deltageren har været klart og godt orienteret. Afdelingen tjener som forbillede for en sygehusafdeling med høj videnskabsetik i forskningen.
Forskningsleder, professor Hans von der Maase holdt på afdelingens vegne en
takketale.
Prisuddeling 2002
Første prismodtager i april 2002 var Den Centrale Videnskabsetiske Komités tidligere, mangeårige formand professor, dr. med. Povl Riis.
Motiveringen for prisen var:
"Prof., dr. med. Povl Riis er dansk og international pionér på det videnskabsetiske område. Han har i en lang årrække med styrke og engagement fremført det videnskabsetiske budskab i den sundhedsvidenskabelige forskning og medvirket til, at Danmark lovgivningsmæssigt i dag er et af verdens fremmeste lande.
Han er dybt respekteret internationalt for sit engagement og sin viden. Han har fra 1979 til 1998 været formand for Den Centrale Videnskabsetiske Komité."